Hvad er psykisk vold?
Psykisk vold er en form for vold, som ofte er usynlig for det blotte øje. Du oplever store udsving, ustabilitet og utryghed i din kærlighedsrelation og er i konstant tvivl, om hvorvidt du overreagerer, er for følsom, pisker en stemning op og stiller for store krav.
Når du reagerer, vil han beskylde dig for at overreagere og skabe drama, fremfor at forholde sig til, hvad det er du reagerer på. En anden stor del af psykisk vold er, at du føler dig ansvarlig for, hvordan hans humør er. Du forlader dig selv og dine egne behov, for at holde øje med hans tilstand og gøre ham tilfreds. Også kaldet at gå på æggeskaller. Kriterierne for hans tilfredshed skifter og du er på konstant overarbejde i at aflæse ham og gøre ham glad, så han igen vil være den mand, du drømmer om.
Psykisk vold er en nedbrydende adfærd, hvor du integrerer et andet menneskes virkelighed og hvor du gradvis skrumper ind og bliver mindre inde i dig selv. Forvirring, tvivl, frustration og overoptagethed af ham, er typiske tegn på dysfunktionelle kærlighedsrelationer.
Følgevirkninger efter psykisk vold:
- Lavt immunforsvar
- Workaholic tendenser
- Migræne
- Synsforstyrrelser
- Allergi
- Søvnproblemer/Mareridt
- Mavesmerter
- Vejrtrækningsproblemer
- Abstinenslignende reaktioner ved brud
- Hårtab
- Forvirring
- Grådlabil
- Kort lunde, vredesudbrud
- Stofskiftesygdom
- Udslæt
- Stress
- Paranoia
- Udmattelse/lav energi
Der findes mange symptomer og reaktioner på en psykisk voldelige relation. Det her er blot et udkast af de hyppigste.
“One day you will tell your story of how you overcame what you went through and it will be someone else’s survival guide”
– Brene Brown

Vi har lavet en liste over andre betegnelser for hvad psykisk vold er. Det kan være svært at identificere sig med at være udsat for psykisk vold. Måske kan du lettere genkende jeres relation ud fra denne opstilling.
Psykisk voldelige handlinger er:
- Ukærlig adfærd
- Utilregnelighed
- Ansvarsforskydning
- Manipulation
- Utaknemmelighed
- Bebrejdende
- Virkelighedsforvrængende
- Handling og ord stemmer ikke overens
- Intentionelt sårende
- Krænkende
- Nedladende
Ansvarsforskydning og Manipulation
Den største udfordring, i relationer med psykisk vold, er at udøver aldrig tager ansvar for sine handlinger eller imødekommer dine reaktioner. De har ikke et problem, med deres egne handlinger eller adfærd, men deres problem er, de reaktioner andre har på dem. Hvis du bare ville stoppe med at græde, skælde ud, diskutere, skabe drama – i det hele taget, at reagere på hans handlinger, så ville I ikke have nogle problemer. Han har rettigheder som er anderledes end alle andres og han er træt af, at du brokker dig over det.
Mange oplever at blive beskyldt for at være sarte, fintfølende, traumatiseret i deres barndom, og derfor ikke kan finde ud af, at indgå i en harmonisk kærlighedsrelation, uden problemer. Sandheden er at han ikke kan finde ud af at indgå i en kærlighedsrelation med ligeværd, kærlig omsorg, empati og respekt. Han flytter fokus over på dig med bebrejdelser, der beskriver hans egen adfærd, men som du med tiden kan blive i tvivl om. Tvivl er en central faktor i destruktive relationer med vold. Måske var det også din egen skyld at han blev vred? Måske er du sart og kommer fra en traumatiseret baggrund?
Virkeligkeden er, at uanset hvad du føler og kommer fra, så kan du forvente at blive mødt og rummet, hvis du er i en sund kærlighedsrelation.

Psykisk vold
Den største belastning ved psykisk vold er at du tvivler på din egen virkelighed, din ret til dine følelser og grænser. Du bliver gjort ansvarlig for problemerne – hvis bare du var mindre følsom, så ville i ikke have nogen problemer. Psykisk vold er ukærlig adfærd, overfor mennesker i nære relationer. Handlinger der skader, krænker og sårer med vilje og hvor ord og handlinger, ikke stemmer overens.
Han er et menneske udadtil og et andet menneske overfor dig. Sød, charmerende og nærmest perfekt på den ene side, men kan skifte til indebrændt, kortluntet, nedladende og krænkende, på den anden side. Han føles som to forskellige personer.
Hans humør lever sit eget liv, uafhængigt af dig og dine handlinger. Han kan blive vred over små ting, som er ok den ene dag og forkerte den næste. Du går på æggeskaller og aflæser hans signaler, for at komme hans vredesudbrud i forkøbet. Du er blevet ansvarlig for hans reaktioner og indre psykiske pres.
Verbal vold er ofte også en del af psykisk vold. Han kan sige virkelig grimme, nedladende ord om dig, som han efterfølgende fornægter, forvrænger eller bortforklarer. Ofte vil han sige at det var din egen skyld og hvis han undskylder, er det oftest for at få dig til at stoppe med at tale om det og glemme den konflikt.
Krænkende Mænd
Bevidst Adfærd og Manipulation i Voldelige Relationer
Er en krænkende mand bevidst om hvad han gør? Skader og sårer han med vilje? Har han dårlig samvittighed, hvis han siger undskyld?
De fleste krænkende/voldelige mænd, udøver deres adfærd, fordi de mener, at de er berettiget til det. De har rettigheder, som er anderledes end dine og derfor har de heller ikke det samme samvittighedsmæssige udgangspunkt.
Deres adfærd er intentionel, for at opnå de beføjelser og den forsyning, de ønsker sig. Det er uden samvittighed: at lyve, bedrage og forvrænge virkeligheden – de mener at de har ret til det og at du jo selv har et ansvar for, om du lader dig bedrage, krænke, udnytte og nedbryde.
De fleste vælger stærke kvinder, som repræsenterer en profil, de ikke selv kan leve op til. Men som han selv mener han kan. Hvis du har succes, så passer det godt til hans selvopfattelse, selvom han ikke selv formår at skabe succes. Når han så formår, at nedbryde dig/splatte din integritet ud, bliver han vred, ond og frustreret.
Mange kvinder beskriver hvordan han aldrig synes hun gir nok og gør nok, men jo mere tilpassende, pleasende og underdanig hun bliver, desto mere provokeret og led, bliver han. Jo mere du giver ham, jo mindre respekt har han for dig. Jo flere løgne du tror på, jo vildere rykkes dine grænser.
Det ligner lidt en kat, der fanget en mus, og vækker den op, når den spiller død. Når du er ulykkelig og nedbrudt, skifter han over til at være kærlig, glad eller bare normal, men når du så hopper med på den og tror at alt er godt, skiftet han tilbage og bliver krænkende.
Så ja, de manipulerer bevidst for at få verden til at være et sted, der lever op til hans rettigheder, men du kan ikke sammenligne det med, hvis du selv bevidst manipulerede. Eller hvis du skulle skade nogen bevidst. Fejl nr 1 er at vi tager udgangspunkt i vores egen måde at tænke og føle på. De er ikke som dig!
De er en helt anden slags mennesker, som mener at det eneste problem med deres adfærd er alle de skrøbelige, sarte kvinder, som hele tiden reagerer og påpeger hans adfærd. Hvis du bare ville holde op med at reagere på hans vrede, løgn, bedrag, vold osv. ville I ikke ha nogen problemer.
Materiel vold
Ting bliver ødelagt, smadret, revet itu eller fjernet. Mange undervurderer belastningen ved materiel vold og tænker at det ikke er ødelæggende som andre former for vold. Råb, skrig og larm er meget intimiderende og krænkende. det har samme effekt som andre voldsformer.
Hans vredesudbrud er verbalt voldsomme. Han sparker på dine ting, ødelægger dine ting eller smider dine ting ud. Ofte går han efter at ødelægge det, der betyder noget for dig.
Materiel vold er også at få ridser i din bil, punkterede dæk, ødelagt din cykel. Mange oplever også at få stjålet ting, der har betydning. Billeder, minder og ting med affektionsværdi for dig.
En meget intimiderende voldsform er høje lyde, råben og skrigen, som er en form for vold, der er meget skræmmende og krænkende. Denne form for adfærd er meget magtfuld og skaber et højt alarmberedskab, der kan være højt, mange år efter.


Seksuel vold
Sex mod din vilje, overtalelse til sex, som du ikke selv ønsker, udskamning over manglende lyst, din krop, din seksualitet. Seksuel vold kan også være systematisk utroskab, intimiderende nedladende adfærd, trusler om utroskab eller lignende. Seksuel vold ses også i form af fysisk udfrysning og afvisning, hvor du bliver ansvarlig for hans manglende lyst eller impotens og langsomt begynder at oversætte hans problemer, til at være din skyld.
Sex uden samtykke, er den oplagte form, for seksuel vold. Men seksuel vold er også at overtale dig eller afpresse dig til sex, som du ikke har lyst til. Afpresningen kan være at han er mere rolig og afstresset, hvis du har sex med ham. Han er en bedre far, mindre vred eller bare mere medgørlig, når du har givet efter. Afpresning kan også være at du skal leve op til hans ideer om dig, som den frække, seksuelle kæreste og derfor giver efter for hans ønsker.
Seksuel vold kan også komme til udtryk ved at være omvendt-seksuel. Hvis du lever i et parforhold med konstant afvisning, vil du ofte vende det indad og oversætte det til, at der er noget galt med dig. Du kan føle dig mindreværdig, dårlige end andre kvinder, lidt for tyk, lidt for usexet eller andet der ligger som et latent signal i hans afvisning. Hvis du påtaler det, vil han bortforklare det og nægte at tage ansvar for at han har et problem med sin seksualitet.
Din selvopfattelse og dit selvværd er en stor del af din seksualitet. Hvis du er sammen med en mand som kritiserer dig, din krop og din kvindelighed, kan det have livslange konsekvenser
Du kan komme til at forholde d til de ord, han siger og optage dem i dit system, som om det var sandheden.
Økonomisk vold
Du forsørger din kæreste eller betaler det meste for ham. Du lader ham stifte gæld i dit navn, eller opdager at han har gjort det. Hvis han låner penge, som ikke betales tilbage eller stjæler dem.
Du forsørger manden i dit liv, enten ved at betale for de faste udgifter, være den økonomisk ansvarlige eller ved at forsøde hans tilværelse med din økonomi. Du betaler når i er ude, kører ham frem og tilbage, betaler for jeres ferie, kompenserer for hans høje forbrug eller dårlige økonomi.
Du køber gaver til ham for at vise ham din kærlighed. I starten er det en værdsat gestus, men med tiden bliver det hans ret, hvor det han får, ikke er godt nok. Han stiller større krav, kritiserer hvad han får eller afviser det. Balancen imellem jer er ulige og du føler dig udnyttet. Ofte fordi du blver udnyttet.
I grelle tilfælde er økonomisk vold, hvor din partner stjæler penge fra dig eller fra jeres fælles midler. Du kan opleve, at han stifter gæld i dit navn, hæver på dit kreditkort eller på anden måde bedrager dig økonomisk. Han låner penge, som han ikke betaler tilbage. Han siger at han har betalt en regning, som du efterfølgende opdager at han har undladt.
Økonomisk vold findes i alle de former for ubalancer, hvor et andet menneske udnytter dig bevidst og bedrager dig til at overskride dine grænser, i kærlighedens navn. Han vil være ansvarsforskydende og sige at du er nærig eller nøjeregnende, hvis du påtaler det og du vil opleve at økonomi ikke er et emne som I kan tale frit om. Du må ikke påtale ubalancen og du må ikke kræve et økonomisk ligeværd imellem jer.


Brug for omgående hjælp?
Du er ikke alene i denne kamp! Tag kontakt til os på omdp@protonmail.com
Har du brug for akut hjælp, kan du kontakte Lev Uden Vold som har en døgnåben nødlinje – tlf. 1888
Du kan følge os på Instagram under Omdrejningspunktet_kbh og læse vores daglige opslag om psykisk vold. Vi kæmper for at udvide vores bevidsthed og i fællesskab genetablere vores følelsesmæssige rettigheder.
Alle, der arbejder i Omdrejningspunktet, har egne erfaringer med voldelige relationer. Enten fra opvæksten, parforhold eller begge dele. At elske et menneske, som skader dig, er svært at forstå. Vi mener, at du skal have prøvet det, for at kunne forstå det.
Derfor tøv ikke med at tage konktakt. Du er ikke alene!