“Jeg troede, det var min skyld” – en fortælling om psykisk vold

Jeg troede virkelig, det hele var min skyld.
Hvis bare jeg var lidt mere rolig.
Hvis bare jeg ikke tog alting så nært.
Hvis bare jeg sagde tingene på den rigtige måde.

Så ville der være fred.

Det var sådan, jeg tænkte i lang tid.

Når kærlighed langsomt bliver til tvivl

I starten var han kærlig. Opmærksom. Han sagde, at jeg var noget særligt. At vi to havde noget, andre ikke havde. Jeg følte mig set. Udvalgt. Elsket.

Men langsomt ændrede noget sig. Ikke fra den ene dag til den anden. Det var næsten umærkeligt. Små kommentarer. Små stik. Små blikke. Små pauser i stilheden.

“Du overreagerer.”
“Du er altid så følsom.”
“Det var jo bare for sjov.”

Jeg begyndte at undskylde. For mig selv. For ham. For vores konflikter. Jeg begyndte at tvivle på, om mine følelser overhovedet var berettigede.

Da jeg mistede tilliden til mig selv

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg holdt op med at stole på mig selv. Det skete langsomt. Jeg begyndte at spørge ham, hvad der egentlig var sket, når vi havde skændtes. Jeg begyndte at tvivle på min hukommelse. På min dømmekraft. På min fornemmelse i maven.

Når jeg var ked af det, blev jeg mødt med irritation. Når jeg var vred, blev jeg gjort forkert. Når jeg trak mig, blev jeg kaldt kold.

Uanset hvad jeg gjorde, føltes det forkert.

Og derfor måtte det jo være min skyld.

“Hvis bare jeg bliver bedre, så bliver det godt igen”

Jeg holdt fast i håbet. I forestillingen om, at hvis jeg ændrede mig, så ville alt blive godt igen. Hvis jeg blev mere rummelig. Mere stille. Mere forstående. Mindre krævende.

Jeg ventede på den version af ham, han havde været i starten.

Jeg ventede på, at kærligheden ville vende tilbage.

Da sandheden begyndte at gå op for mig

Det var først, da jeg sagde højt til et andet menneske, hvordan jeg havde det, at noget begyndte at forandre sig. Da ordene forlod min mund, lød de anderledes, end de gjorde inde i mit hoved.

“Jeg går på listefødder i mit eget hjem.”
“Jeg er bange for hans reaktioner.”
“Jeg føler mig lille.”
“Jeg ved ikke længere, hvem jeg er.”

For første gang hørte jeg, hvor alvorligt det lød.

Og den dag begyndte jeg langsomt at forstå, at det ikke var mig, der var forkert.

At forstå, at det ikke var min skyld

At erkende, at det var psykisk vold, var både befriende og frygteligt. Befriende, fordi jeg endelig kunne sætte ord på det. Frygteligt, fordi det betød, at det hele var virkeligt.

Jeg havde ikke forestillet mig det.
Jeg havde ikke overdrevet.
Jeg havde ikke været for følsom.

Jeg havde været udsat for psykisk vold.

Vejen tilbage til mig selv

Det tog lang tid at finde hjem i mig selv igen. At mærke mine grænser. Mine behov. Min stemme. Jeg skulle lære at stole på mig selv fra bunden. Lære at mærke min krop igen. Mit nej. Mit ja.

Men jeg fandt også noget andet på vejen:
Fællesskab. Forståelse. Mennesker, der genkendte mine ord i deres egne liv.

Og langsomt begyndte skammen at slippe sit tag.