af Omdp | apr 4, 2026 | Psykisk-Vold
Gaslighting: Når du begynder at tvivle på din egen virkelighed
Der er noget særligt smertefuldt ved ikke længere at kunne stole på sig selv.
Gaslighting er en form for psykisk vold, hvor du gradvist bliver manipuleret til at tvivle på dine egne tanker, følelser og oplevelser. Det er en usynlig – men dybt nedbrydende – dynamik, som mange lever i uden at have et ord for det.
Måske genkender du sætninger som:
“Det har jeg aldrig sagt.”
“Du overreagerer.”
“Du husker forkert.”
Og måske begynder du at tænke:
Er det mig, der er noget galt med?
Hvad er gaslighting?
Gaslighting er en manipulationsform, hvor en person systematisk fordrejer virkeligheden, benægter hændelser eller vender situationer om, så du begynder at tvivle på dig selv.
Det er en central del af mange former for psykisk vold – særligt i relationer præget af kontrol, magt og utryghed.
Over tid kan gaslighting føre til:
- Lavt selvværd
- Forvirring og tvivl
- Angst og uro
- Svært ved at træffe beslutninger
- Følelse af at miste sig selv
Tegn på gaslighting
Det kan være svært at opdage gaslighting, mens det står på. Her er nogle typiske tegn:
- Du tvivler ofte på din egen hukommelse
- Du undskylder meget – også når du ikke har gjort noget forkert
- Du føler dig “forkert” eller for sensitiv
- Du oplever, at dine følelser bliver afvist eller gjort til et problem
- Du føler dig forvirret efter samtaler eller konflikter
- Du begynder at stole mere på den anden persons version af virkeligheden end din egen
Hvis du kan genkende flere af disse tegn, kan det være et udtryk for psykisk vold i form af gaslighting.
Når tvivlen flytter ind
Gaslighting virker ikke fra den ene dag til den anden.
Det er en proces.
En langsom nedbrydning af din tillid til dig selv.
Du begynder måske at:
- Forklare og retfærdiggøre den anden
- Tilpasse dig for at undgå konflikt
- Trække dig fra andre
- Overhøre dine egne behov
Og uden at du opdager det, mister du gradvist forbindelsen til dig selv.
Kroppen ved det ofte først
Selvom tankerne bliver usikre, reagerer kroppen ofte tydeligt.
En uro i maven.
En følelse af at gå på æggeskaller.
Spændinger i kroppen.
Men i gaslighting lærer mange at overhøre deres egne signaler.
Og det kan gøre det endnu sværere at opdage, at noget er galt.
“Måske er det bare mig…”
En af de mest almindelige konsekvenser af gaslighting er tanken:
“Måske er det bare mig.”
Men det er netop sådan gaslighting virker.
Ansvar og skyld bliver flyttet over på dig – i stedet for at blive hos den, der skaber forvirringen.
Det er ikke dig, der er problemet.
Din oplevelse er ikke forkert.
Hvordan kommer man ud af gaslighting?
At bryde med gaslighting handler ikke kun om at gå væk fra en relation.
Det handler om at genopbygge tilliden til dig selv.
Det kan begynde med:
- At sætte ord på dine oplevelser
- At tale med nogen, der lytter og anerkender dig
- At genlære dine egne grænser
- At mærke din krop og dine reaktioner
Heling sker ofte i relationer, hvor du bliver mødt – ikke betvivlet.
Du er ikke alene
I Omdrejningspunktet møder vi mange, der har været udsat for gaslighting og psykisk vold.
Mennesker, der har mistet tilliden til sig selv – men som finder den igen gennem fællesskab, spejling og støtte.
For noget af det mest helende er at opdage:
“Det var ikke bare mig.”
Få hjælp, hvis du oplever gaslighting
Hvis du genkender dig selv i det, du har læst, er det vigtigt at vide:
Du er ikke alene.
Og der findes hjælp.
I Omdrejningspunktet tilbyder vi fællesskab, gruppeterapi og støtte til mennesker, der har været udsat for psykisk vold.
af Omdp | jan 18, 2026 | Psykisk-Vold
Flying monkeys – når andre bliver en del af volden
Flying monkeys er et begreb, der bruges om en del af den psykisk voldelige adfærd. Begrebet beskriver de personer, som – bevidst eller ubevidst – bliver inddraget i en udøvers psykiske vold. Begrebet stammer oprindeligt fra Troldmanden fra Oz, hvor heksens “flyvende aber” udfører hendes ordrer. I psykisk vold refererer det til mennesker, der hjælper udøveren. Hjælper med at kontrollere, overvåge eller påvirke den voldsramte.
Hvordan fungerer begrebet i praksis?
Flying monkeys kan være:
De kan viderebringe budskaber, så tvivl, kritisere, presse til forsoning eller bekræfte udøverens fortælling, fx:
“Han mener det jo ikke ondt.”
“Du overdriver nok lidt.”
“Du burde give ham en chance mere.”
På den måde bliver den voldsramte isoleret, tvivlende og fastholdt – ikke kun af udøveren, men af omgivelserne.
Bevidst og ubevidst deltagelse
Nogle andre mennesker handler bevidst og loyalt over for udøveren. Andre tror oprigtigt, at de hjælper, eller har kun hørt én side af historien. Fælles for dem er, at deres handlinger forlænger og forstærker volden. Det kan være meget svært at forstå hvordan en krænker fungerer. At et menneske kan have dårlig intentioner og føle sig særligt berettiget. Ofte lader vi tvivlen komme andre mennesker til gode. Eller tillægger dem en empati, som de ikke besidder. Måske fordi vi tror de tænker, som vi selv gør.
Også selvom intentionen ikke er ond.
Hvorfor er flying monkeys så skadelige?
Flying monkeys:
forstærker victim blaming
underminerer den voldsramtes virkelighedsopfattelse
øger isolation og ensomhed
gør det sværere at bryde fri
Når flere gentager den samme fortælling, begynder den voldsramte ofte at tvivle på sig selv. Mange tænker: “Måske er det mig, der er problemet.”
Flying monkeys og børn
I familier med psykisk vold, kan andre mennesker også blive brugt i relation til børnene. Feks. gennem påvirkning, loyalitetskonflikter eller negativ omtale af den anden forælder. Det skaber utryghed og øger risikoen for, at voldens mønstre videreføres. Det er svært at forstå at der findes forældre, som ikke evner at være forældre. Også dem som ser meget omsorgsfulde og ansvarsbevidste ud på overfladen.
Omdrejningspunktets tilgang
I Omdrejningspunktet arbejder vi med at:
identificere flying monkeys
adskille ansvar og roller
styrke den voldsramtes tillid til egen oplevelse
skabe et fællesskab, hvor virkeligheden bliver spejlet – ikke betvivlet
At forstå begrebet flying monkeys kan være en stor lettelse. Ikke fordi det fjerner smerten – men fordi det placerer ansvaret rigtigt.
Husk
Hvis andre mennesker presser dig, tvivler på dig eller taler på vegne af den, der har udsat dig for vold, er det ikke et tegn på, at du tager fejl. Det kan være et tegn på, at volden har fået flere stemmer.
af Omdp | jan 10, 2026 | Psykisk-Vold
Han ligner en god far – når tvivlen er en del af psykisk vold
Han ligner en god far.
Han siger også selv, at han er en god far.
Og nogle gange begynder jeg at tro på det.
Når han kritiserer mig, tænker jeg, at han måske har ret.
Måske ved han bedst.
Måske er det bare mig, der er psykisk sårbar.
Måske er det mig, der ikke har overskud nok.
Og ja – det går også ud over mine børn.
Men spørgsmålet er hvorfor.
Når kritik bliver til kontrol
Psykisk vold lever ofte i tvivlen. I de stille øjeblikke, hvor man begynder at betvivle sig selv mere end den anden. Når kritik forklares som omsorg, og kontrol forklædes som bekymring.
Over tid kan denne tvivl skabe følelsen af at være utilstrækkelig – som mor, som menneske og som forælder.
Hvad er en god far – i virkeligheden?
Virkeligheden er enkel, men svær at tage ind, når man er midt i den:
En god far skader aldrig sine børns mor!
Han nedbryder ikke hendes selvværd.
Han får hende ikke til at tvivle på sig selv.
Han gør ikke hendes liv utrygt.
For børns trivsel hænger uløseligt sammen med deres mors trivsel.
Nerven og livsvilkåret for børn formes i den relation, de vokser op i.
Husk det – når du bliver i tvivl
Hvis du igen og igen begynder at tænke, at det hele nok er din skyld, så stop op og mind dig selv om dette:
En god far beskytter – han kontrollerer ikke.
En god far styrker – han nedbryder ikke.
Og vigtigst af alt:
En god far skader aldrig sine børns mor.
af Omdp | dec 26, 2025 | Børn i klemme
Når børnene bliver en del af den psykiske vold
– om hvordan volden ofte eskalerer efter et brud
Mange tror, at volden stopper, når man forlader et psykisk voldeligt forhold.
For mange forældre – særligt mødre – er virkeligheden desværre den modsatte.
Når relationen brydes, mister den psykisk voldelige partner det vigtigste styringsredskab: kontrol. Og når kontrollen over partneren forsvinder, flyttes kampen ofte et andet sted hen. Alt for ofte til børnene.
Psykisk vold stopper ikke nødvendigvis ved bruddet
I psykisk vold handler det ikke om temperament eller konflikter. Det handler om magt, kontrol og dominans. Når et brud sker, oplever den voldelige part et kontroltab, som kan udløse en eskalation i adfærden.
Her bliver børnene et middel til at:
Samvær, forældresamarbejde og juridiske processer bliver ikke et fælles ansvar – men et våben.
Når samvær bliver styring
Mange forældre i Omdrejningspunktet fortæller om:
uforudsigelige ændringer i samvær
gentagne konflikter om afhentning og aflevering
beskyldninger, underretninger og trusler
børn, der bliver budbringere eller følelsesmæssige gidsler
en konstant frygt for, hvad der nu vil ske
Det er ikke samarbejde. Det er fortsat psykisk vold – nu udøvet gennem børnene.
Børn mærker mere, end vi tror
Børn, der vokser op i denne dynamik, lever i et krydspres, de aldrig selv har valgt. De mærker uroen, spændingen og loyalitetskonflikten. Mange bliver:
Selvom volden ikke altid er synlig, sætter den dybe spor.
Omdrejningspunktet tilbyder hjælp til forældre der har børn i klemme
Hvorfor mange først bryder ud for børnenes skyld
Over 70 % af deltagerne i Omdrejningspunktet er forældre. Mange fortæller, at de først fandt styrken til at bryde ud, da de så, hvordan volden påvirkede deres børn.
Det handler ikke kun om at beskytte sig selv.
Det handler om at bryde en social arv.
At sige: “Mine børn skal ikke vokse op med det samme, som jeg gjorde.”
Du er ikke konflikt skaberen
En af de mest smertefulde konsekvenser af psykisk vold er den tvivl, den efterlader. Mange forældre begynder at spørge sig selv:
Sandheden er:
Når volden eskalerer efter et brud, er det ikke fordi du satte en grænse.
Det er fordi grænsen virkede.
Der findes hjælp – også når børn er involveret
I Omdrejningspunktet møder vi forældre, der står midt i denne virkelighed. Vi ved, hvor udmattende, ensomt og frygtsomt det kan være. Og vi ved, hvor vigtigt det er at få støtte, spejling og viden – både for din egen skyld og for dine børns.
Psykisk vold ophører ikke altid ved et brud.
Men den kan ophøre, når du ikke længere står alene.
Hvis du genkender dig selv i dette, er du ikke alene.
Og det er ikke dig, der er forkert.
💛
Omdrejningspunktet
– et fællesskab for mennesker, der vil bryde voldens mønstre og skabe et andet liv for sig selv og deres børn.
af Omdp | nov 29, 2025 | Forældrefremmedgørelse
Kognitiv dissonans og forældrefremmedgørelse – når barnet splittes mellem kærlighed og overlevelse
Kognitiv dissonans er en dyb indre konflikt, som ofte opstår hos børn og unge, der lever midt i forældrefremmedgørelse. Barnet elsker begge sine forældre, men presses samtidig ind i et krav om at tage afstand fra den ene. Det skaber en uløselig spænding mellem barnets følelser og barnets handlinger. For at kunne overleve i denne konflikt må barnet ofte vælge en strategi, der beskytter det her og nu – men som kan få alvorlige konsekvenser på længere sigt.
Når barnet oplever, at det ikke trygt kan rumme kærlighed til begge forældre, opstår en loyalitetskonflikt. Barnet bliver fanget mellem sin egen indre sandhed og den virkelighed, den fremmedgørende forælder kræver, at barnet skal acceptere. For at mindske det psykiske ubehag, som denne dissonans skaber, kan barnet vælge at “splitte” sig selv. Det betyder, at barnet intensiverer sin loyalitet over for den fremmedgørende forælder og samtidig udvikler en stærk afvisning af den anden forælder.
Denne splittelse sker sjældent åbent og bevidst.
Ofte begynder barnet at undertrykke sine egne følelser, minder og meninger for at undgå nye konflikter. Barnet lærer, at visse følelser er farlige, og at visse tanker ikke må siges højt. Ud ad til kan barnet fremstå velfungerende, kontrolleret og tilpasset. Indeni hersker der ofte kaos, angst, forvirring og en overfladisk følelse af at “have styr på det hele”. Det er barnets coping-mekanisme.
Over tid kan der opstå en ond cirkel. Barnet kan komme til at tale nedsættende om den fremmedgjorte forælder eller direkte fornærme denne. Det styrker den fremmedgørende forælders fortælling om, at den anden forælder er forkert, farlig eller uelskelig. Dermed forstærkes både barnets indre dissonans og selve fremmedgørelsen. En skadelig psykologisk cyklus er i gang.
Konsekvenserne for barnet er alvorlige.
Barnet bliver følelsesmæssigt drænet og forvirret. Mange børn udvikler et stærkt traumebånd til den fremmedgørende forælder. De føler sig forpligtet til denne forælder, også selvom der indeni kan være uenighed om det, der bliver sagt. Barnet kan opleve, at egne tanker og følelser ikke stemmer overens med de handlinger, barnet udfører. Det skaber kognitiv dissonans, som viser sig i uro, angst, stress og ofte også fysiske symptomer som hovedpine, kvalme og opkast. I de tidlige faser ses der ofte udtalt skolevægring, og barnet kan virke utilgængeligt for hjælp.
Over tid kan barnets narrativ ændres og udvaskes. Fortiden og nutiden omskrives, så den passer til den fremmedgørende forælders fortælling. Mange af disse børn lærer at “overleve godt”. De kan klare sig i skole og fritid, fungere udadtil og fremstå robuste. Men indeni bærer de ofte på en kronisk uforløst sorg og smerte, som først viser sig senere i livet.
Barnet lever i en konstant indre konflikt mellem sin selvopfattelse og de erfaringer, det møder. Der er et dybt behov for, at der skabes et trygt og sikkert rum for dialog, hvor barnet kan tale om sine oplevelser, få valideret sine følelser – også de svære – og lære at forstå sine tanker uden at blive irettesat, fortolket, kritiseret eller brugt som redskab i voksnes konflikt. Men så længe barnet opholder sig i en kontekst præget af kontrol og følelsesmæssig manipulation, vil barnet ofte fortsætte med at beskytte sig selv ved at lukke ned og overleve.
Barnet lever i en konstant indre konflikt
Frygt, angst, uro og tvivl uden mulighed for løsning kan komme til at gribe om sig i barnets liv. Barnet udvikler en forhøjet vagtsomhed. Nye relationer kan trigge gamle reaktionsmønstre, og barnet kan begynde at isolere sig. Mange børn mister modet til at række ud igen til den fremmedgjorte forælder, fordi de ser verden gennem den fremmedgørende forælders linser. Først når barnet får mulighed for at blive nysgerrig, tænke kritisk og finde mod til at mærke sin egen sandhed, kan der langsomt opstå bevægelse.
Men dette kræver, at barnet ikke fastholdes i kontrol, følelsesmæssig manipulation og psykologisk misbrug. Her har systemet et stort ansvar. Det ville klæde systemet at forstå disse børn, understøtte reparation af relationen og genopbygge tillid for barnets fremtidige trivsel – frem for at deltage i konfliktdynamikker og overlade ansvaret for skaderne til barnet selv.
For i sidste ende er barnet ikke stærkt, når det fornægter sig selv. Barnet overlever. Og prisen for den overlevelse kan være meget høj.
