Manipulationens ordbog · Psykisk vold

Når alt det menneskelige gøres forkert

Det stærkeste ved psykisk vold er ikke ordene alene. Det er mønstret bag dem.

Følelser bliver sygeliggjort. Behov bliver gjort egoistiske. Grænser bliver gjort aggressive. Selvstændighed bliver gjort narcissistisk. Tilknytning bliver gjort kontrollerende. Hans handlinger bliver gjort til dit ansvar. Kærlighed bliver gjort "for meget".

Og langsomt lærer du noget, der ikke er sandt: at jeg er problemet.

9 oversættelser Genkendelse Faglig viden
"
Hver enkelt sætning, hvert enkelt skældsord er en del af det samme mønster: at gøre dig forkert, så han ikke behøver at være det.

Denne ordbog kortlægger, hvordan helt almindelige menneskelige reaktioner bliver oversat til noget andet — anklager, bebrejdelser og fejl — og hvad der i virkeligheden foregår, når det sker.

Hver post viser tre lag: hvad du gør, hvad du bliver kaldt, og oversættelsen af hvad der faktisk foregår.

Hvis du genkender dig selv heri, er du ikke alene. Du tager ikke fejl. Det du mærker, giver mening.

Læs også om psykisk vold, følgevirkninger eller om narcissisme i parforhold.

Hver post viser, hvordan din almindelige menneskelige reaktion bliver oversat til noget andet — og hvad der i virkeligheden foregår.

№ 01

Når dine reaktioner bliver gjort til problemet

Når du
  • bliver ked af det
  • græder
  • viser sårbarhed
  • reagerer på hans handlinger
  • viser at det gør ondt
  • beder om at blive forstået
Så bliver du kaldt
  • manipulerende
  • psykisk sårbar
  • psykisk syg
  • oversensitiv
  • dramatisk
  • sart eller skrøbelig
  • skadet fra din barndom
— Oversættelse

Hvis dine følelser kan gøres forkerte, slipper han for at forholde sig til det, han gør. Når du græder, bliver det din manipulation — ikke hans handling.

№ 02

Når du gør noget godt for dig selv

Når du
  • går til træning
  • arbejder
  • tager til en fødselsdag
  • er sammen med veninder
  • har et behov uden for relationen
  • tager tid for dig selv
Så bliver du kaldt
  • egoistisk
  • narcissistisk
  • selvcentreret
  • en dårlig mor
  • én der svigter familien
  • kold eller distanceret
— Oversættelse

Din selvstændighed opleves som en trussel mod kontrollen.

№ 03

Når du rækker ud efter kontakt

Når du
  • spørger hvornår han kommer hjem
  • savner ham
  • ønsker nærhed
  • spørger ind
  • reagerer på afstand
  • har brug for hans støtte
Så bliver du kaldt
  • kontrollerende
  • dominerende
  • kvælende
  • omklamrende
  • krævende
  • klæbende
  • for meget
— Oversættelse

Dine følelsesmæssige behov bliver gjort til et problem, så relationen fortsat kan foregå på hans præmisser.

№ 04

Når du sætter en grænse

Når du
  • siger nej
  • beder om plads
  • ikke har lyst til sex
  • siger fra
  • beder om at være alene
  • siger "nu er det nok"
Så bliver du kaldt
  • dominerende
  • aggressiv
  • kold eller hård
  • straffende
  • ond
  • uden empati
— Oversættelse

Når dit "nej" bliver omskrevet til angreb, lærer du langsomt at lade være med at sige det.

№ 05

Når det handler om børnene

Når du
  • vil ud af relationen for deres skyld
  • ikke vil have, han drikker omkring dem
  • trøster dem når de er kede af det
  • holder om dem
  • elsker dem
  • bekymrer dig
Så bliver du kaldt
  • skyld i at de bliver skilsmissebørn
  • én der kvæler ham med "din lorte barndom"
  • én der overpyldrer dem
  • omklamrende
  • én der ødelægger dem med din kærlighed
  • "for meget" eller sygelig
— Oversættelse

Børnene bliver gjort til våben mod dig. Uanset hvad du gør — bliver, går, beskytter, elsker — er det dig, der har skylden for hvordan de har det. Der findes ikke et rigtigt valg, fordi kassen er bygget, så enhver bevægelse er forkert.

№ 06

Når du lever i verden

Når du
  • griner i et selskab
  • har det sjovt med vennerne
  • smiler til en kollega
  • er sød mod en anden mand
  • lyser op
  • er let i kroppen
Så bliver du kaldt
  • én der gør sig til
  • én der spiller smart
  • flirtende
  • én der inviterer til sex
  • opmærksomhedssøgende
  • falsk eller billig
— Oversættelse

Når din glæde i sig selv bliver gjort mistænkelig, lærer du langsomt at dæmpe dig — også når han ikke er der.

№ 07

Når du husker hvad der skete

Når du
  • nævner en tidligere konflikt
  • beder om en undskyldning
  • sætter ord på det der skete
  • beder ham forholde sig til det
  • ikke kan lægge det bag dig
Så bliver du kaldt
  • bitter
  • fikseret
  • én der ikke kan slippe
  • nederen
  • én der husker forkert
  • besat eller uforsonlig
— Oversættelse

Hvis din hukommelse kan gøres forkert, behøver det, der skete, aldrig at blive talt om.

№ 08

Når du gøres til årsag

Når du
  • ikke har lyst til sex
  • konfronterer hans flirten
  • nævner hans forhold til en bestemt kvinde
  • siger fra
  • spørger ind til hans aftener
  • udtrykker mistanke
  • siger at noget gjorde ondt
Så er du årsag til
  • at han er utro
  • at han er vred
  • at han er krænkende mod børnene
  • at I bliver skilt
  • at han søger andre kvinder
  • at han drikker
  • at han trækker sig
  • at han "blev presset til det"
— Oversættelse

Hans handlinger bliver gjort til konsekvenser af dig. Han har intet eget valg, intet eget ansvar — alt han gør, har du sat i gang. Du bruger år på at lede efter den rigtige måde at være på. Den findes ikke. For både dit "nej" og dit "se mig" bliver brugt som forklaring på hans valg.

№ 09

Når du beder om ansvar

Når du
  • sætter ord på hvordan det sårede
  • beder ham tage ansvar
  • forventer en undskyldning
  • ønsker forandring
  • holder ham op på det han har sagt
Så bliver du kaldt
  • angribende
  • anklagende
  • aldrig tilfreds
  • dømmende
  • krævende
  • kontrollerende
  • én der gør ham til skurken
— Oversættelse

Når ansvar i sig selv bliver gjort til angreb, bliver den der har såret dig til offeret — og du til den skyldige.

  • Følelser bliver sygeliggjort.
  • Behov bliver gjort egoistiske.
  • Grænser bliver gjort aggressive.
  • Selvstændighed bliver gjort narcissistisk.
  • Tilknytning bliver gjort kontrollerende.
  • Børnene bliver gjort til våben.
  • Hans handlinger bliver gjort til dit ansvar.
  • Din historie bliver vendt mod dig.
  • Og alt det du er, bliver gjort "for meget".

Hver enkelt sætning, hvert enkelt skældsord er en del af det samme mønster: at gøre dig forkert, så han ikke behøver at være det.

Det du mærker giver mening

Hvis du genkender dig selv — er du ikke alene

Omdrejningspunktet tilbyder gratis gruppeterapi, fællesskab og rådgivning til mennesker, der har levet med psykisk vold. Du behøver ikke have alle svarene — du skal bare møde op.