Kognitiv dissonans og forældrefremmedgørelse – når barnet splittes mellem kærlighed og overlevelse
Kognitiv dissonans er en dyb indre konflikt, som ofte opstår hos børn og unge, der lever midt i forældrefremmedgørelse. Barnet elsker begge sine forældre, men presses samtidig ind i et krav om at tage afstand fra den ene. Det skaber en uløselig spænding mellem barnets følelser og barnets handlinger. For at kunne overleve i denne konflikt må barnet ofte vælge en strategi, der beskytter det her og nu – men som kan få alvorlige konsekvenser på længere sigt.
Når barnet oplever, at det ikke trygt kan rumme kærlighed til begge forældre, opstår en loyalitetskonflikt. Barnet bliver fanget mellem sin egen indre sandhed og den virkelighed, den fremmedgørende forælder kræver, at barnet skal acceptere. For at mindske det psykiske ubehag, som denne dissonans skaber, kan barnet vælge at “splitte” sig selv. Det betyder, at barnet intensiverer sin loyalitet over for den fremmedgørende forælder og samtidig udvikler en stærk afvisning af den anden forælder.
Denne splittelse sker sjældent åbent og bevidst.
Ofte begynder barnet at undertrykke sine egne følelser, minder og meninger for at undgå nye konflikter. Barnet lærer, at visse følelser er farlige, og at visse tanker ikke må siges højt. Ud ad til kan barnet fremstå velfungerende, kontrolleret og tilpasset. Indeni hersker der ofte kaos, angst, forvirring og en overfladisk følelse af at “have styr på det hele”. Det er barnets coping-mekanisme.
Over tid kan der opstå en ond cirkel. Barnet kan komme til at tale nedsættende om den fremmedgjorte forælder eller direkte fornærme denne. Det styrker den fremmedgørende forælders fortælling om, at den anden forælder er forkert, farlig eller uelskelig. Dermed forstærkes både barnets indre dissonans og selve fremmedgørelsen. En skadelig psykologisk cyklus er i gang.
Konsekvenserne for barnet er alvorlige.
Barnet bliver følelsesmæssigt drænet og forvirret. Mange børn udvikler et stærkt traumebånd til den fremmedgørende forælder. De føler sig forpligtet til denne forælder, også selvom der indeni kan være uenighed om det, der bliver sagt. Barnet kan opleve, at egne tanker og følelser ikke stemmer overens med de handlinger, barnet udfører. Det skaber kognitiv dissonans, som viser sig i uro, angst, stress og ofte også fysiske symptomer som hovedpine, kvalme og opkast. I de tidlige faser ses der ofte udtalt skolevægring, og barnet kan virke utilgængeligt for hjælp.
Over tid kan barnets narrativ ændres og udvaskes. Fortiden og nutiden omskrives, så den passer til den fremmedgørende forælders fortælling. Mange af disse børn lærer at “overleve godt”. De kan klare sig i skole og fritid, fungere udadtil og fremstå robuste. Men indeni bærer de ofte på en kronisk uforløst sorg og smerte, som først viser sig senere i livet.
Barnet lever i en konstant indre konflikt mellem sin selvopfattelse og de erfaringer, det møder. Der er et dybt behov for, at der skabes et trygt og sikkert rum for dialog, hvor barnet kan tale om sine oplevelser, få valideret sine følelser – også de svære – og lære at forstå sine tanker uden at blive irettesat, fortolket, kritiseret eller brugt som redskab i voksnes konflikt. Men så længe barnet opholder sig i en kontekst præget af kontrol og følelsesmæssig manipulation, vil barnet ofte fortsætte med at beskytte sig selv ved at lukke ned og overleve.
Barnet lever i en konstant indre konflikt
Frygt, angst, uro og tvivl uden mulighed for løsning kan komme til at gribe om sig i barnets liv. Barnet udvikler en forhøjet vagtsomhed. Nye relationer kan trigge gamle reaktionsmønstre, og barnet kan begynde at isolere sig. Mange børn mister modet til at række ud igen til den fremmedgjorte forælder, fordi de ser verden gennem den fremmedgørende forælders linser. Først når barnet får mulighed for at blive nysgerrig, tænke kritisk og finde mod til at mærke sin egen sandhed, kan der langsomt opstå bevægelse.
Men dette kræver, at barnet ikke fastholdes i kontrol, følelsesmæssig manipulation og psykologisk misbrug. Her har systemet et stort ansvar. Det ville klæde systemet at forstå disse børn, understøtte reparation af relationen og genopbygge tillid for barnets fremtidige trivsel – frem for at deltage i konfliktdynamikker og overlade ansvaret for skaderne til barnet selv.
For i sidste ende er barnet ikke stærkt, når det fornægter sig selv. Barnet overlever. Og prisen for den overlevelse kan være meget høj.