Han ligner en god far – når tvivlen er en del af psykisk vold
Han ligner en god far.
Han siger også selv, at han er en god far.
Og nogle gange begynder jeg at tro på det.
Når han kritiserer mig, tænker jeg, at han måske har ret.
Måske ved han bedst.
Måske er det bare mig, der er psykisk sårbar.
Måske er det mig, der ikke har overskud nok.
Og ja – det går også ud over mine børn.
Men spørgsmålet er hvorfor.
Når kritik bliver til kontrol
Psykisk vold lever ofte i tvivlen. I de stille øjeblikke, hvor man begynder at betvivle sig selv mere end den anden. Når kritik forklares som omsorg, og kontrol forklædes som bekymring.
Over tid kan denne tvivl skabe følelsen af at være utilstrækkelig – som mor, som menneske og som forælder.
Hvad er en god far – i virkeligheden?
Virkeligheden er enkel, men svær at tage ind, når man er midt i den:
En god far skader aldrig sine børns mor!
Han nedbryder ikke hendes selvværd.
Han får hende ikke til at tvivle på sig selv.
Han gør ikke hendes liv utrygt.
For børns trivsel hænger uløseligt sammen med deres mors trivsel.
Nerven og livsvilkåret for børn formes i den relation, de vokser op i.
Husk det – når du bliver i tvivl
Hvis du igen og igen begynder at tænke, at det hele nok er din skyld, så stop op og mind dig selv om dette:
En god far beskytter – han kontrollerer ikke.
En god far styrker – han nedbryder ikke.
Og vigtigst af alt:
En god far skader aldrig sine børns mor.