Materiel vold

Materiel vold

Materiel vold – når vrede, larm og ødelæggelse bruges som magtmiddel

Materiel vold er en form for vold, der ofte bliver overset eller undervurderet. Mange forbinder vold med slag og fysiske overgreb, men materiel vold kan være lige så skræmmende og skadelig – også selvom den ikke altid rammer kroppen direkte.

Materiel vold handler ikke om ting. Det handler om magt, kontrol og frygt.

Vredesudbrud hører under materiel vold, også når der ikke udøves fysisk vold mod et menneske. Det kan være høje lyde, råb, skrig, skænderier og slag i døre, borde eller vægge. Det kan være ting, der bliver smadret, ødelagt, revet itu eller fjernet. Det kan være spark på møbler, ødelæggelse af personlige ejendele eller at få sine ting smidt ud.

Mange undervurderer belastningen ved materiel vold og tænker, at det “ikke er så slemt” sammenlignet med andre voldsformer. Men råb, skrig, truende adfærd og voldsomme bevægelser er dybt intimiderende og krænkende. De påvirker nervesystemet på samme måde som andre former for vold.

Når du lever med materiel vold, begynder du ofte at tilpasse dig. Du holder øje med hans humør. Du forsøger at regulere stemningen. Du gør alt for at undgå næste vredesudbrud. På den måde kommer magtbalancen imellem jer til at være ulige. Du bruger store mentale og følelsesmæssige ressourcer på at regulere en voksen, som selv har ansvar for sin adfærd.

Materiel vold kan også vise sig som hærværk. Ridser i bilen. Punkterede dæk. En ødelagt cykel. Smadrede genstande. Stjålne ting. Ofte går den voldsudøvende målrettet efter det, der betyder noget for dig. Minder. Billeder. Ting med affektionsværdi. Det rammer ikke kun din ejendom. Det rammer din identitet, din tryghed og din følelse af sikkerhed.

En særlig skræmmende del af den materielle vold er de høje lyde. Råben. Skrigen. Larm. Det skaber et konstant alarmberedskab i kroppen. Mange bærer dette alarmberedskab med sig i årevis – selv længe efter, at volden er stoppet.

Materiel vold er vold. Også når den ikke efterlader blå mærker.

En skygge af mig selv

En skygge af mig selv

Dine ord er blevet mine

ud igennem mig

former de sig

jeg mærker verden for dig

Virkeligheden er et stadie

hvor alt ses igennem dig

al form for integritet

er illegal egoisme

personligt imod dig

Jeg er heldig

at jeg har dig

min altopofrende ægtemand

alle klapper og smiler

af din storhed

ikke mindst dig selv

Jeg lever i en skygge

af mig selv

for alt hvad der er bedst for dig

et sted imellem liv og død

forsvinder jeg væk

til ingenting.

Kognitiv dissonans

Kognitiv dissonans

Kognitiv dissonans og forældrefremmedgørelse – når barnet splittes mellem kærlighed og overlevelse

Kognitiv dissonans er en dyb indre konflikt, som ofte opstår hos børn og unge, der lever midt i forældrefremmedgørelse. Barnet elsker begge sine forældre, men presses samtidig ind i et krav om at tage afstand fra den ene. Det skaber en uløselig spænding mellem barnets følelser og barnets handlinger. For at kunne overleve i denne konflikt må barnet ofte vælge en strategi, der beskytter det her og nu – men som kan få alvorlige konsekvenser på længere sigt.

Når barnet oplever, at det ikke trygt kan rumme kærlighed til begge forældre, opstår en loyalitetskonflikt. Barnet bliver fanget mellem sin egen indre sandhed og den virkelighed, den fremmedgørende forælder kræver, at barnet skal acceptere. For at mindske det psykiske ubehag, som denne dissonans skaber, kan barnet vælge at “splitte” sig selv. Det betyder, at barnet intensiverer sin loyalitet over for den fremmedgørende forælder og samtidig udvikler en stærk afvisning af den anden forælder.

Denne splittelse sker sjældent åbent og bevidst.

Ofte begynder barnet at undertrykke sine egne følelser, minder og meninger for at undgå nye konflikter. Barnet lærer, at visse følelser er farlige, og at visse tanker ikke må siges højt. Ud ad til kan barnet fremstå velfungerende, kontrolleret og tilpasset. Indeni hersker der ofte kaos, angst, forvirring og en overfladisk følelse af at “have styr på det hele”. Det er barnets coping-mekanisme.

Over tid kan der opstå en ond cirkel. Barnet kan komme til at tale nedsættende om den fremmedgjorte forælder eller direkte fornærme denne. Det styrker den fremmedgørende forælders fortælling om, at den anden forælder er forkert, farlig eller uelskelig. Dermed forstærkes både barnets indre dissonans og selve fremmedgørelsen. En skadelig psykologisk cyklus er i gang.

Konsekvenserne for barnet er alvorlige.

Barnet bliver følelsesmæssigt drænet og forvirret. Mange børn udvikler et stærkt traumebånd til den fremmedgørende forælder. De føler sig forpligtet til denne forælder, også selvom der indeni kan være uenighed om det, der bliver sagt. Barnet kan opleve, at egne tanker og følelser ikke stemmer overens med de handlinger, barnet udfører. Det skaber kognitiv dissonans, som viser sig i uro, angst, stress og ofte også fysiske symptomer som hovedpine, kvalme og opkast. I de tidlige faser ses der ofte udtalt skolevægring, og barnet kan virke utilgængeligt for hjælp.

Over tid kan barnets narrativ ændres og udvaskes. Fortiden og nutiden omskrives, så den passer til den fremmedgørende forælders fortælling. Mange af disse børn lærer at “overleve godt”. De kan klare sig i skole og fritid, fungere udadtil og fremstå robuste. Men indeni bærer de ofte på en kronisk uforløst sorg og smerte, som først viser sig senere i livet.

Barnet lever i en konstant indre konflikt mellem sin selvopfattelse og de erfaringer, det møder. Der er et dybt behov for, at der skabes et trygt og sikkert rum for dialog, hvor barnet kan tale om sine oplevelser, få valideret sine følelser – også de svære – og lære at forstå sine tanker uden at blive irettesat, fortolket, kritiseret eller brugt som redskab i voksnes konflikt. Men så længe barnet opholder sig i en kontekst præget af kontrol og følelsesmæssig manipulation, vil barnet ofte fortsætte med at beskytte sig selv ved at lukke ned og overleve.

Barnet lever i en konstant indre konflikt

Frygt, angst, uro og tvivl uden mulighed for løsning kan komme til at gribe om sig i barnets liv. Barnet udvikler en forhøjet vagtsomhed. Nye relationer kan trigge gamle reaktionsmønstre, og barnet kan begynde at isolere sig. Mange børn mister modet til at række ud igen til den fremmedgjorte forælder, fordi de ser verden gennem den fremmedgørende forælders linser. Først når barnet får mulighed for at blive nysgerrig, tænke kritisk og finde mod til at mærke sin egen sandhed, kan der langsomt opstå bevægelse.

Men dette kræver, at barnet ikke fastholdes i kontrol, følelsesmæssig manipulation og psykologisk misbrug. Her har systemet et stort ansvar. Det ville klæde systemet at forstå disse børn, understøtte reparation af relationen og genopbygge tillid for barnets fremtidige trivsel – frem for at deltage i konfliktdynamikker og overlade ansvaret for skaderne til barnet selv.

For i sidste ende er barnet ikke stærkt, når det fornægter sig selv. Barnet overlever. Og prisen for den overlevelse kan være meget høj.

Når mor bliver en fremmed

Når mor bliver en fremmed

Når børn vender sig væk

Forældrefremmedgørelse af både mødre og fædre i relation til psykisk vold.

Mange forestiller sig, at forældrefremmedgørelse primært handler om fædre, der mister kontakten til deres børn. Og ja – mange fædre bliver ramt. Men sandheden er, at også mødre kan blive udsat for massiv forældrefremmedgørelse. I nogle tilfælde i en sådan grad, at barnet helt bryder forbindelsen for at skabe fred i et konfliktfyldt og voldeligt landskab.

Forældrefremmedgørelse handler ikke om køn.
Det handler om magt, kontrol, frygt og overlevelse.

Når volden fortsætter efter bruddet

Når et menneske forlader en fysisk, psykisk, seksuel eller økonomisk voldelig partner, stopper volden ikke altid med relationen. For nogle fortsætter den gennem børnene. Konflikten eskalerer, og barnet bliver – bevidst eller ubevidst – trukket ind i en kamp, som barnet ikke har skabt, og som barnet ikke har forudsætninger for at stå i.

I disse tilfælde bliver forældrefremmedgørelse et redskab til at bevare kontrol. Ikke over partneren længere – men over relationen mellem barn og forælder.

Når barnet vælger den stærkeste for at overleve

I nogle familier ser man, at barnet langsomt begynder at tage afstand fra den ene forælder. Ikke nødvendigvis fordi denne forælder har gjort barnet noget direkte – men fordi barnet mærker, hvem der har mest magt, hvem der reagerer voldsomst, og hvor konflikten er farligst.

Barnets afvisning kan være en overlevelsesstrategi.
En måde at skabe fred på.
En måde at beskytte sig selv mod uro, vrede, trusler og psykisk pres.

I den proces kan også mødre blive fremmedgjort i en sådan grad, at kontakten til barnet helt brydes – selvom de tidligere har været barnets primære tryghedsfigur.

Når moderen bliver den, der mister forbindelsen

For mange er det svært at forestille sig, at en mor kan blive skubbet ud af sit barns liv. Men det sker. Også i familier, hvor der tidligere har været vold mod kvinden. I disse tilfælde kan barnet komme til at vælge den mest dominerende forælder – ikke af kærlighed, men af frygt og behovet for ro.

Moderen står tilbage med:

  • sorgen over det levende tab

  • magtesløsheden

  • skammen

  • følelsen af at være gjort til “den forkerte”

  • og den dybe smerte i at være mor uden barn i hverdagen

Det er en sorg, der sjældent bliver forstået fuldt ud af omverdenen.

Forældrefremmedgørelse som en del af psykisk vold

Forældrefremmedgørelse i relation til psykisk vold er ikke et tilfældigt brud i relationen. Det er en proces, hvor manipulation, frygt, kontrol og loyalitetspres langsomt ændrer barnets billede af den ene forælder. Fortællinger skabes og gentages. Virkeligheden forvrænges. Og til sidst kan barnet tage afstand for at overleve følelsesmæssigt.

Det er vold – også selvom der ikke er blå mærker.

Når både forælder og barn mister hinanden

For både mødre og fædre, der rammes af forældrefremmedgørelse, er det et tab, der ikke har nogen naturlig afslutning. Barnet er jo derude et sted. Lever sit liv. Trækker vejret. Vokser. Uden forælderen.

Samtidig mister barnet forbindelsen til en vigtig del af sin identitet. For et barn mister ikke kun en forælder. Barnet mister også spejlingen af sig selv i relationen.

Det er ikke din skyld

Hverken forældre eller børn bærer skylden for forældrefremmedgørelse. Det er et resultat af konflikt, magt, frygt og psykisk vold – ikke af manglende kærlighed.

Et barn, der vender sig væk, gør det sjældent af lyst.
Det gør det for at overleve.

Der skal være plads til alle historier

I debatten om forældrefremmedgørelse er det afgørende, at der bliver plads til hele billedet. Både fædre og mødre kan miste deres børn. Både kvinder og mænd kan blive udsat for psykisk vold i forældresamarbejdet. Og børn kan komme i klemme på måder, som sætter dybe spor lang tid efter.

Du skal ikke stå alene med det

Sorgen over et barn, der forsvinder følelsesmæssigt eller fysisk ud af dit liv, er en af de tungeste sorgformer, der findes. Og den må ikke overses, ties ihjel eller forklares væk med systemiske begreber alene.

Der er brug for:

  • fællesskab

  • vidnesbyrd

  • støtte

  • forståelse

  • og plads til både vrede, håb og magtesløshed

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i kommende tilbud om emnet

Er du forælder og ramt af forældrefremmedgørelse – uanset om du er mor eller far? Hos Omdrejningspunktet finder du fællesskab, forståelse og støtte til at stå i det ubærlige.